Vi har afholdt generalforsamling med aktive anpartshavere og alle i bestyrelsen, som var på valg, blev genvalgt. Så bestyrelsen trækker igen i arbejdstøjet og tager en periode mere med færdiggørelse af huset i fokus.
Vi vil gerne gøre opmærksom på, at referat fra generalforsamlingen med tilhørende svar til revisorer er at finde på
https://soenderby-kulturbryg.dk/kontakt-os/generalforsamling
Sæt allerede kryds i kalenderen for næste års generalforsamling, som vil blive afholdt den sidste søndag i maj måned, som er den 26. maj 2024 kl. 13.00 – 16.00.
I skrivende stund kan vi byde velkommen til 3 nye anpartshavere samt sende en venlig hilsen til en anpartshaver, som har udvidet sin anpartsbeholdning med kr. 5000,-. Kender du/I nogen, som kunne ønske sig medejerskab i Kultur & Bryghuset, så send gerne en mail til bzj@ps4.dk med navn og mailadresse. Anparter kan erhverves fra kr. 1000,- til kr. 10.000,-.
Vi har igennem sommeren flere spændende aktiviteter herunder markedsdag den 27. august 2023 kl. 10.00 – 16.00. Dagen kaldes smagens dag, da alle udstillere skal være nogle, som er selvproducerende af mad eller drikke. De første 100, som tilmelder sig denne aktivitet får en erkendelse, som er et lille glas fadøl fra bryggerne. Herudover bliver det muligt at købe pølser og kartoffelsalat og høre god musik og simpelthen bare hygge med andre fra Hornsherred.
Næste fredagsbar er den 28. juli 2023 fra kl. 17.00 – 19.00. Her er det muligt at komme og sige god weekend til venner og naboer mens ugens oplevelser skylles ned med en lokalt brygget øl eller et glas vin.
I husker vores vision, som følger:
Vi vil gerne være Sønderbys fælles dagligstue og hele egnens Kulturhus. Som Sønderbys fælles dagligstue lægger vi rum til lokale initiativer og aktiviteter der fremmer fællesskaber blandt beboere i Sønderby. Med Kulturhus forstår vi et hus der rummer, i bredeste forstand, kulturelle aktiviteter vi laver i fællesskaber. Vi adskiller os fra andre kulturhuse ved dels at have et bryghus, dels har vi aktiviteter som særligt retter sig mod beboere helt lokalt, men også aktiviteter som naturligt tiltrækker deltagere længere væk fra. Vi er en socialøkonomisk virksomhed og vores aktiviteter er primært drevet af frivilliges ønsker om at arrangere de aktiviteter i huset, de synes er meningsfulde og/ eller sjove og vi er således ikke drevet af kommercielle interesser.
I det videre arbejde med Kulturhusets anvendelse vil vi gerne invitere jer alle til en ideudviklingsdag søndag d. 29. oktober kl.10-13.