kære anpartshavere i Sønderby Kultur- & Bryghus
Information fra Kultur- & Bryghuset:
|
|
|
Nu er lamperne opsat over husets køkken og det giver et smukt lys og handicaptoilettet er i fokus mht. færdiggørelse. Sommermøblerne er sat i haven og har allerede været i brug, så alt går den rette vej, både vejret og færdiggørelse af Kulturhuset.
Vi har fået lovning på at få en afgørelse fra den fond, hvor vi har søgt midler til renovering af facaden på vores udlejerbolig i begyndelsen af juni måned. Vi krydser fingre og det må I også gerne gøre.
Vi vil igen gerne gøre opmærksom på, at vi afholder generalforsamling søndag den 28. maj 2023 kl. 13.00 med efterfølgende fest og fællesspisning. Man medbringer selv sin mad og anretter på en fællesbuffet.
Herudover har Sønderby Kultur & Bryghus 4-års fødselsdag den 1. maj 2023, hvor vi også har arrangeret fælles spisning efter samme koncept.
Så vil vi gerne fortælle om en succesfyldt aften, som blev afviklet fredag den 14. april 2023. Her var der jazz, fælles spisning og ølsmagning – en virkelig nærværende og hyggelig aften, hvor alt var udsolgt. Der afholder endnu 3 af den slags aftener henholdsvis fredag den 16/6 med 2 mands band og fredag den 29. september og igen den 1. december 2023, hvor vi har spurgt Line Ullmanns jazzband om de vil komme igen.
Vi vil gerne igen rette jeres opmærksomhed på vores nye vision. Den lyder, som følger:
Vi vil gerne være Sønderbys fælles dagligstue og hele egnens Kulturhus. Som Sønderbys fælles dagligstue lægger vi rum til lokale initiativer og aktiviteter der fremmer fællesskaber blandt beboere i Sønderby. Med Kulturhus forstår vi et hus der rummer, i bredeste forstand, kulturelle aktiviteter vi laver i fællesskaber. Vi adskiller os fra andre kulturhuse ved dels at have et bryghus, dels har vi aktiviteter som særligt retter sig mod beboere helt lokalt, men også aktiviteter som naturligt tiltrækker deltagere længere væk fra. Vi er en socialøkonomisk virksomhed og vores aktiviteter er primært drevet af frivilliges ønsker om at arrangere de aktiviteter i huset, de synes er meningsfulde og/ eller sjove og vi er således ikke drevet af kommercielle interesser.
Arbejdet med at udarbejde strategier til opfyldelse af denne vision vil blive igangsat på generalforsamlingen, som afvikles den 28. maj 2023 kl. 13.00 – 15.30, hvorefter vi afholder fest med fællesspisning. |
|
|
|
ØKONOMI og FINANSIERING:
Første kvartal viser et underskud på 32.000 hvilket er forventet. Det er i første kvartal, vi betaler første del af ejendomsskatterne, og forsikringerne, dette sammenholdt med at vi ikke kunne holde åbent i januar og februar, gør selvfølgelig at der skabes et underskud. Vores budget viser at vi indhenter det i løbet af året. Vi har opgjort momsen og har et tilgodehavende på ca. 130.000 som forhåbentlig bliver udbetalt snarest, da vores likviditet er temmelig presset.
Når tagprojektet er endelig opgjort og de sidste penge modtaget fra RealDania, forventes det at vi har et mindre likviditetsmæssigt underskud, som vi skal finde en finansiering til. Vores kassekredit løber til 30. juni.
|
|
|
FRA KULTUREN:
Vil du være med til at starte et Grønt Nabofællesskab i Sønderby? Grønne nabofællesskaber spreder sig lige nu som ringe i vandet over hele landet.
Det handler om gensidigt at inspirere hinanden til at indrette os og leve mere bæredygtigt, men også om hvad vi måske kan gøre i fællesskab, der hvor vi bor.
Initiativtageren til de grønne nabofællesskaber, Bent Mariager, gæstede i marts Sønderby Kulturhus med et inspirerende foredrag, og vi er en flok, som har lyst til at danne et Grønt Nabofællesskab i Sønderby.
Vi vil gerne have flere med. I første omgang vil vi mødes til en helt uforpligtende snak om, hvordan vi kunne gribe det an her i Sønderby. Send en mail til poul@poulhoegh.com, hvis du måske kunne tænke dig at være med – så hører du nærmere.
Aktiviteter i huset: Der er i huset på nuværende tidspunkt rigtig mange aktiviteter, så det summer af liv, mennesker og fællesskab. Vi skal alle huske at henstille os selv og vores gæster at parkering også kan foregå ved Sønderby kro, da det er en offentlig parkeringsplads.
Deltagelse i de fleste aktiviteter koster kr. 25,- men der kan være events, som kræver yderligere deltagerbetaling, som er afhængig af arrangøren.
|
|
CAFEEN & FRIVILLIGE:
Vi er i skrivende stund 19 frivillige og vil gerne være flere, så hvis du har lyst til at være med i denne gruppe, så kontakt Pia@erlund.dk eller en af os andre, som er i denne gruppe.
Frivillige gruppen tager vagter i weekenden, hvor vi har åbent fra kl. 14.00 – 17.00 og vi er altid 2 på vagt og har det hyggeligt sammen. Herudover er vi med til de arrangementer, som er udover selve cafedriften.
Vi kan på nuværende tidspunkt berette om stor succes i cafeen, der kommer hver lørdag og søndag mange, som har lyst til kaffe, kage og en kop øl, og der bliver altid sagt om besøget, at det er så hyggeligt at komme hos jer.
|
|
|
|
FRA BRYGHUSET:
Der er altid tid til et besøg fra jer, som er interesseret i ølbrygning og kig gerne forbi, der vil være nogle i bryggeriet fredag den 5. maj – lørdag den 6. maj og igen søndag den 7. maj 2023 mellem kl. 14.00 – 17.00.
De næste 3 øl, mad og musik arrangementer vil være:
- Fredag den 9. juni 2023 kl. 18.00
- Fredag den 22. september 2023 kl. 18.00 og
- Fredag den 1. december 2023 kl. 18.00
Tilmelding til en/flere af disse arrangementer sker ved direkte betaling til Bryghusets mobilepay - som er 987565 – deltagelsen koster kr. 250,-.
Herudover vil Bryghuset arrangere Fyraftensøl, ofte den sidste fredag i måneden. Næste gang er den 26. maj kl. 17.00.
Her vil vi opfordre jer, som har et spille-instrument (musik) til at medtage dette, så vi sammen kan skabe lidt stemning.
|
|
|
BEDSTE HILSENER BESTYRELSEN KARIN JESSEN
FORMAND
|
|
|
|