Sønderby Bryghus består!
Det er den lykkelige udgang på den proces, som brygmester Bo Zoffmann satte i gang, da han midt på efteråret meldte ud, at der måtte nye kræfter til, hvis bryggeriet skulle fortsætte.Et hurtigt indkaldt møde viste heldigvis stor interesse for at være med – og hen over vinteren er Sønderby Bryghus konsolideret med en ny ejerkreds, hvor de oprindelige bryggere – Henrik og Bo – stadig er med.
Sammen har de stiftet et nyt selskab, der har købt det oprindelige ud. Men navnet er stadig Sønderby Bryghus.Med nu 11 ligestillede medejere kan Sønderby Bryghus ikke alene stille et helt fodboldhold. Det står også på et stærkere fundament – en lovende blanding af erfarne fritidsbryggerne og entusiastiske amatører.
Både gammelt og nyt
De nye bryggere har brugt de sidste par måneder til at lære hinanden at kende – og lave deres første bryg. På den måde har alle fået mulighed for at være med i hele processen frem til at flaske øllet og sætte etiketter på.
Et egentlig manifest for de nye Sønderby Bryghus har de ikke formuleret – men det står fast, at vi både kan forvente noget velkendt og noget nyt.
”Vi vil holde fast i nogle af de grundlæggende bryg, som Sønderby Bryghus har defineret sig ved – for eksempel en ale som House of the Rising Sun. Men vi vil også forsøge os med noget nyt. For eksempel med at bruge frisk, lokaldyrket humle i stedet for den tørrede importerede”, fortæller Rasmus Dall, der er en af de nye bryggere og som selv dyrker humlen på sin mark på Bredvigvej.
En Belgisk Dubbel kan vi også se frem til. Og en Imperial Stout, som man vil fadlagre på gamle whiskyfade, fortæller han.
Kom og smag
De nye bryggere har allerede vist flaget ved den lokale øl-festival, fØLs, i slutningen af januar. Her stillede man op med smagsprøver på fire forskellige øl – og de besøgende på standen kunne lide, hvad de smagte.
Hvis du heller ikke kan vente med at smage de første øl fra bryghusets nye team, skal du finde vej til kulturhuset nu på lørdag 2. februar kl. 16. Her står Rasmus og et par andre af de nye bryggere nemlig klar med smagsprøver på hele fem forskellige bryg, helt friske fra det nye bryghus.
Bryggerne oplever stor interesse for eventet, så hvis du vil sikre dig at være med til at smage, skal du sende 50 kr. til MobilePay 4043 5834.
Her kan du også skrive dig op, hvis du kunne tænke dig at give det nye bryghus en hånd med i Bryghusets Venner. Det kan være med at sætte etiketter på øllene eller udskænke fadøl på markeder eller ved events, hvor bryghuset deltager. Kunne du tænke dig selv at være med til at lave et bryg, vil der sikkert også blive mulighed for det.