Kære anpartshaver
Det er forår – og dermed tid til den årlige generalforsamling i Sønderby Kultur- & Bryghus ApS, som vi også i år holder tredje søndag i maj.
Denne gang har vi valgt at invitere jer om formiddagen, så vi ikke kommer til at lukke caféen og skuffe dens brugere og gæster i eftermiddagstimerne.
Så kom glad til generalforsamlingen søndag 18. maj kl. 10-12
Du kan se dagsordenen her…
Der er ikke indkommet forslag, og bestyrelsen fremlægger heller ikke noget. Til gengæld vil vi fortælle jer om alt det, der sker i huset. Og ikke mindst håber vi at høre fra jer, hvad I tænker og synes om kulturhuset – og hvad I måske vil foreslå os at tage med i det videre. Det er jo jer, der har stået fadder til vores kulturhus, og vi ser frem til denne årlige lejlighed, hvor vi kan samles om og i det med jer!
Efter generalforsamlingen byder caféen på en lækker sandwich – og bryghuset giver et glas fadøl, så I kan få lov at smage, at der både er kommet nye bryggere og nyt bryg i hanerne. For at undgå madspild, vil vi bede dig svare tilbage på denne mail, hvis du ønsker en sandwich – og hvor mange personer.
Du kan ovenikøbet være heldig at komme hjem med et stykke originalkunst til stuevæggen. Efter generalforsamlingen bortauktionerer vi nemlig nogle oliebilleder, som Erik Westergren har doneret til Kulturhuset efter sin udstilling på kunstvæggen i vinter. Beløbet, som auktionen indbringer, går ubeskåret til aktiviteter i Kulturhuset, så hold jer ikke tilbage.