Det bliver med garanti en helt særlig aften, når Kulturhuset denne fredag i april kan præsentere Lyonne i spidsen for sit fire mand store band.
Navnet vækker måske ikke den store genklang hos mange, og genremæssigt kan hun også være lidt svær at sætte i bås. Vi er i farvandet mellem folk og jazz, hvor Lyonne – med sin unikke sangskrivning, fine tekster og karakterfulde sofistikerede vokal – har skabt sit helt egen lille ørige.
Den argentinsk fødte, men dansk bosatte sanger og sangskriver, kommer med en stribe flotte albumudgivelser bag sig – senest Buenos Aires, nummer to i en trilogi, der besynger de tre byer, som igennem årene har betydet mest for Lyonne. Først i rækken var den meget smukke hyldest til New York, og Lyonne arbejder nu på det tredje og sidste i trioen, Copenhagen, som en hyldest til den by, hvor hun i dag bor med sin mand og datter.
I bagkataloget har hun også det mere jazzede og meget smukke album Late Night fra 2021 og flere EP-plader tilbage fra årene i Argentina.
I Sønderby stiller Lyonne op med sit fulde orkester – de samme musikere, der medvirker på albumudgivelserne. Det er Nicholas Kingo på Rhodes, Claudio Suriano (guitar), Jesper Uno Kofoed (trommer) og Eva Malling (kontrabas).
Skynd dig at sikre din billet til denne enestående koncert i Sønderby Kulturhus. Billetter á 200 kr. Du køber din billet her…