Til trods for regnen måtte der bæres ekstra stole og borde ind i Kulturhuset til de mange fremmødte til Poesiens dag i regn – men også i poesi og musik.
Poeterne Peder Skytte fra Selsø Slot med sin ukulele, Benny Pedersen, tidligere bosat i Østby og Ole Bundgaard med sine haikudigte og sin saxofon, blev fint akkompagneret mellem oplæsningerne af Klaus Gregersen på guitar. Mik Fallesen var den perfekte lydmand. Klaus og Mik, begge kender vi fra Sønderby.
Efter pausen var de engagerede tilhørere parate til at læse egne digte op eller digte, der betød noget for dem. Birgit Jørgensen bidrog fx med et gribende digt, hun havde skrevet fra sin tid i Novo,  hvor hun var med i firmaets teatergruppe og Peter Andreasen med “Hypokonder” af Benny Andersen. Verden var også kommet til Sønderby, vi fik fx digtoplæsninger på fransk og farsi (persisk).
Vores lokale forfatter Mikkel Stolt sluttede af med refleksioner over Tom Waits, (hør fx på youtube “I hope that I don’t fall in love with you) og satte sig til klaveret.
Og hvad er det så poesien kan? Der var enighed om, at vi i disse tider har brug for at reflektere, fokusere, nærvær og langsommelighed. Og det kan poesien.
Flere sagde, da de gik, at de var helt høje af denne eftermiddag i Kulturhuset – et arrangement af højeste kvalitet. Tænk hvor mange ressourcer vi har i Sønderby!
Poeternes eftermiddag 2025. Poeternes eftermiddag Poeternes eftermiddag Musik ved Poeternes eftermiddag
Nyheden er skrevet af Regitze Schrøder.