Denne søndag handler det om det gamle Sønderby, hvor du kan dele din Sønderby-historie. Vi samles i Kulturhuset for at dele erindringer fra det Sønderby, I husker tilbage fra dengang.

Arrangementet er en opfølgning på den eftermiddag sidste vinter, hvor lokalhistoriker Niels Nielsen præsenterede sit lokalhistoriske skrift ’Hverdag omkring Sønderby Gadekær i 1900-tallet’. Kulturhuset var proppet og fortælle- og spørgelysten ville ingen ende tage, da nogle af de gamle Sønderbyboere, der var interviewet til hæftet, først begyndte at fortælle.

For der var jo mange andre minder end dem, der var kommet med i hæftet, viste det sig. Og mange andre, der havde noget at bidrage med. Dem vil vi meget gerne høre, når vi nu lukker op for posen igen – og derfor håber vi, at også du vil komme og være med!

Samtidig håber vi, at dagen også kan være med til at belyse nogle af de emner, vi ikke hører så meget til i Niels Nielsens hæfte. Hvad husker du for eksempel om:

  • Høstfesterne i Bakkegårdens lade – og det sociale liv i Sønderby igennem årene
  • Originaler og farverige Sønderby-boere
  • At være barn og ung i Sønderby
  • Fiskeriet og livet på fjorden
  • Udstykningen af Harebakken – og forholdet mellem landsbyen og sommerhusfolket

Vi kommer sikkert rundt om mange andre emner også – alt efter hvad I har på hjerte.

Caféen er åben på dagen, så kom i god tid og køb en kop kaffe og et stykke kage.

På dagen kan vi også vise en ny udstilling på væggene – med billeder af Jens-Jørgen Hansen, som Missa Mølbak er god at stille til rådighed. Billeder, han har malet på deres rejser – men også motiver fra det gamle Sønderby og farverige plakater fra fester i byen.

Endelig vil I også få lejlighed til at se en lille animeret film, der genskaber Sønderby, som den så ud omkring 1920 – lavet af dygtige Jesper Østergaard.

Det sker søndag den 12. oktober 2025 kl. 15-18 – Vi håber at du kommer!